
Scones med chokolade er det jeg vil kalde for en panik-kage. Det er den type kage eller bolle, som du meget hurtigt kan bikse sammen når du kommer i tanke om at gæsterne allerede er på vej. Grunden til at scones er forholdsvis hurtige at bage er, at der ikke skal gær i dejen, ligesom man normalt ville gøre det med f.eks. chokoladeboller. I disse chokoladescones skal der istedet bruges bagepulver, som får dem til at hæve fint op og få en meget lækker konsistens og krumme.
Scones er helt fantastiske når de er nybagte, men det er ikke en kage man skal gemme alt for længe, da den så risikerer at blive tør. Hvis man alligevel har et par stykker tilbage dagen efter, så bliver de rigtig gode af lige at blive lunet lidt i ovnen inden man sætter tænderne i dem. Disse chokoladescones vil jeg betegne som let sprøde boller med lækre grove chokoladestykker i. Dem kan man da kun blive lidt forelsket i, ikke? Få opskriften på scones med chokolade herunder.
Scones med chokolade
Gem på Pinterest Gem som favorit / på madplanIngredienser
- 500 g hvedemel
- 50 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 3 tsk bagepulver
- 1 tsk salt
- 125 g blødt smør
- 1 æg
- 1,5 dl yoghurt eller andet syrnet mælkeprodukt
- 1,5 dl mælk
- 150 g mørk chokolade
- 1 æg til pensling
Sådan gør du
- Bland mel, sukker, vaniljesukker, bagepulver og salt sammen i en skål.
- Smuldr det bløde smør sammen med de tørre ingredienser og tilsæt til sidst et æg.
- Saml dejen med mælk og yoghurt el. lign.
- Hak chokoladen groft og bland den i dejen.
- Ælt dejen hurtigt igennem, men kun til den er samlet med en glat og ensartet konsistens.
- Del dejen i to og rul hver del ud til en tyk pølse. Skær hver pølse ud i 10 stykker.
- Fordel dejen på en bageplade med bagepapir og tryk dem let flade.
- Pensl dine scones med sammenpisket æg.
- Bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i cirka 15 minutter eller til de er gyldne og gennembagte.
Christine Lenstrup
Fantastiske scones! De smager himmelsk og er meget velegnede at lave sammen med børn :-)
Louise Dam
Dejligt at høre Christine! :-)
Emilie Mouridsen
Det er nu anden gang jeg bager dem! :) De er vildt gode og så nemme at bikse sammen :D
En succes hver gang :P
Louise Dam
Hvor er det bare skønt at høre Emilie :-)
Hanna Jaqueline
Kan man fryse dem ned? Og i så fald, hvordan bliver de så?
Louise Dam
Hej Hanna
Jeg har ikke prøvet at fryse dem, men er vil jeg bestemt tro at man kan.
Rikke
Hejsa
Jeg har lige taget den første plade ud af ovnen og allerede taget den første bid. De smager lækkert, men jeg undrer mig dog lidt over, hvorfor de ikke smager af mere end de gør. Kan man tilføje en ingrediens eller en større mængde af noget, så selve dejen kommer til at smage af mere?
Louise Dam
Hej Rikke
Jeg er selv helt vild med smagen. Så det er lidt svært :-) Måske lidt kardemomme?
Teresa
Hej
Jeg faldt tilfældigt over din side, da jeg søgte på en opskrift på scones. Det er jeg bare SÅ glad for, at jeg gjorde. Det var virkelig de bedste og nemmeste scones nogensinde. TAK for en fantastisk opskrift. Den skal gemmes! Det er i hvertfald ikke sidste gang, jeg har besøgt din side :)
Vh
Teresa
Louise Dam
Hej Teresa
Ih hvor dejligt at du er så glad for opskriften. Jeg er også helt vild med dem! :-)
Og velkommen til her på siden!
Julle
Super lækre! Hurtige at lave og nemme
Louise Dam
Mange tak for rosen :-)
Christina
Hvad for noget yoghurt plejer du at bruge til disse? :-)
Louise Dam
Du kan bruge en naturel yoghurt eller et andet syrnet produkt. F.eks creme fraiche eller fromage fraiche.
Kim
Virkelige flotte boller. De smagte rigtigt godt.
Marie
Også de bedste scones vi har smagt! Mums. Opskriften er lige givet videre til min søde storesøster som manglede en idé til noget bagværk til hendes arbejde.
Louise Dam
Det er jeg glad for at høre. Jeg må vist hellere snart lave dem igen :-)
Camilla
Hej Louise
kan man lade dejen stå til dagen efter? og hvis ja, skal dejen så stå i køleskabet?
den bliver ikke ødelagt eller noget af det ??
mvh
Camilla
Louise Dam
Hej Camilla.
Jeg har faktisk ikke prøvet, men du må meget gerne sige til hvis du afprøver det.
Hilsen Louise
David
Sorry, men denne opskrift er simpelt hen forkert. Scones må aldrig æltes, så bliver de hårde, som en også har oplevet. Og smørret skal være koldt, og smuldres i; det er med til at sikre den smuldrende krumme i en scone.
Lily
Jeg ville mene det samme. Jeg har en opskrift fra min bedstemor, hun har fået den af hendes mor. Min bedstemors familie er fra England og hun siger at det er sådan Rigtige Scones skal være.
Har prøvet den her opskrift 3 gange ny og de er blevet for hårde og bare ikke rigtige alle gangene så jeg tror jeg går tilbage til min rigtige opskrift :) ^^
Louise Dam
Altså nu skriver jeg jo kun at den skal lige skal æltes til dejen er samlet - den skal derfor ikke æltes helt igennem som en bolledej. Jeg har aldrig oplevet at mine scones er blevet hårde.
arjeta
ØV ØV, mine blev slet ikke så gode. De blev ikke luftige, men meget hårde og tunge i det :(
Louise Dam
Er ked af du ikke var tilfreds med resultatet, men generalt er scones ikke en meget luftig bolle, da den bliver bagt med bagepulver og ikke gær. Det er ikke en chokoladebolle, men mere en mellemting mellem en bolle og en kage. Hvis du vil have en luftig chokoladebolle kan du prøve disse: https://www.louisesmadblog.dk/2010/10/fodselsdagsboller.html og tilsætte hakket mørk chokolade.
Karina Kristensen
Hejsa :)
Kan man bruge alm. sukker istedet for rørsukker? Hvis ja, hvor meget tror du så man skal bruge? :)
Mvh. Karina
Louise Dam
Hej Karina
Det tror jeg sagtens du kan. Brug bare samme mængde. Det ville jeg selv gøre.
God fornøjelse med bagningen.
Hilsen Louise
Karina Kristensen
Super, det prøver jeg ;) Mange tak :)
Nadja
Hvad er blødt smør? kan man bruge helt almindelig kærgården? eller flydende margarine?
Louise Dam
Hej Nadja
Jeg bruger normalt "rigtigt" smør når jeg bager (de firkantede pakker med hårdt smør, og det skal så lige ligge og blive lidt blødt på køkkenbordet inden man bruger det). Men jeg tror ikke der er noget i vejen for at du bruger kærgården eller lignende.
Hilsen Louise
Tina Lauridsen
UHM .... Det er de bedste scones, vi har fået. Min datter er vild med dem og min mand kan slet ikke holde fingrene fra dem ;-)
Tina
Louise Dam
Ej det er jeg da bare rigtig glad for at høre! :-)
Mariamfarhat100
ej hvor ser de bare appetitlige ud! Lige til at hapse:)
mvh
Mariam
Louise Dam
De er nemlig lige til at hapse :-)
Trine
Nøj, de ligner præcis mine favorit-scones fra 7-eleven. Og dine smager garanteret meget meget bedre. Dem må jeg prøve :)
Louise Dam
..Og så er det nok meget billigere end 7-eleven, og man har masser af dem :-)