Nye danske kartofler er noget af det bedste man kan servere om sommeren. Men de nye kartofler skal ikke koges på samme måde som dem vi spiser resten af året.
Start med at rengøre de nye kartofler. Skrub dem godt så jord og den yderste løse skræl kommer af. Den inderste tynde skræl må gerne blive på.
Læg kartoflerne i en gryde og dæk dem med vand. Kom godt med salt i gryden. Det skal smage som havvand. Sæt låg på gryden.
Sæt gryden på komfuret og få vandet i kog.
Når vandet koger skal kartoflerne koge i cirka 7 minutter. Det kommer selvfølgelig lidt an på størrelsen af kartoflerne. Er de meget små så lidt mindre, og er de til den store side så lidt mere. De skal begynde at blive bløde når du stikker i dem, men ikke helt møre.
Tag gryden af varmen og lad kartoflerne trække i det varme vand i cirka 7-10 minutter. Igen kommer det lidt an på størrelsen. Stik i dem for at se om de er færdige. De skal kun lige nå at blive møre, så de ikke koger ud.
Servér de kogte nye kartofler med smør og salt.
Video
Noter
Sørg for at kartoflerne er nogenlunde ens i størrelsen for at de bliver tilberedt lige meget.