Fjern indmaden fra anden (hvis den er med), og læg i en bradepande sammen skrællede gulerødder og løg i grove stykker.
Skær fedt/hud af anden ved halsen og enden. Læg det i en pande sammen med æbler skåret i tern, svesker og løg i tern. Drys med lidt tørret timian, eller smid et par friske kviste i. Drys også med lidt salt og peber. Varm det hele op og bland det sammen. Lad det stege et par minutter.
Rens anden godt for blod mv. Rens den både indvendigt og udvendigt. Gnid den grundigt med groft salt, både indvendigt og udvendigt.
Klip vingespidserne af anden og kom dem i bradepanden. De bliver alligevel ikke til noget og ofte brænder de på.
Fyld æble/sveske fyldet ind i anden (men ikke fedtet fra anden). Skub gumpen ind i anden og luk den i enden med et par kødnåle så fyldet ikke falder ud.
I en bradepande lægger du indmaden fra anden, vingespidserne og gumpen. Hæld cirka 1 liter vand i bradepanden sammen med salt og peber.
Læg anden på brystet med ryggen opad på en rist ovenpå bradepanden, så fedtet kan dryppe ned i bradepanden.
Steg anden i ovnen (ikke varmluft) ved 150 grader i cirka 30 minutter per halve kg and. Når halvdelen af tiden er gået vender du anden om på ryggen med brystet opad.
Herefter hælder du lidt af væsken fra bradepanden over anden med en ske cirka hver halve time indtil den er færdig (så cirka 3 gange). Det hjælper til at give en dejlig mør and.
Lad anden stege færdig. Anden er færdig når lårbenene føles som om man kan hive det af. Det skal altså give sig godt når du hiver i det. Alternativt kan du også måle temperaturen i brystet på anden. Den skal være 75 grader når den er færdigstegt.
Hvis skindet ikke er helt sprødt så giv den evt. lidt grill i ovnen - men hold godt øje med den!
Tag anden ud af ovnen og lad den hvile i minimum 15 minutter og gerne længere. Den skal ikke dækkes over, da skindet så bliver blødt. Du kan lave din sovs imens anden trækker.
Partér din and enten med en skarp kniv eller en fjerkræssaks.