[kkstarratings]

Positano

Amalfikysten strækker sig 50 km fra Salerno til Sorrento i det sydlige Italien. Her finder du de smukkeste byer hvilende på høje klipper lige ud til kysten. Vejene er snoede og vanvittig smalle, men giver dig en fantastisk udsigt udover den lange kyststrækning.

Sådan kommer du til Amalfikysten

Man kan rimelig nemt finde billige flybilletter til Napoli, som ligger cirka 60 km fra Amalfikysten. Brug f.eks. Momondo.dk til at søge efter billige flybilletter. Herfra har man forskellige muligheder for sin videre transport:

1. Du kan leje en bil i Napoli lufthavn

Book din lejebil hjemmefra på f.eks. rentalcars.com og afhent den i lufthavnen når du lander med flyet. Det anbefales at leje en så lille bil som muligt, da vejene flere steder er så smalle at der egentlig kun kan køre én bil. Men her kan du godt regne med at skulle møde en kæmpe turistbus. Når du skal hente din lejebil skal du med en shuttlebus til biludlejningen, som kører ude foran lufthavnen. De kører hver 10-15 minutter cirka. Jeg vil anbefale ikke at leje en bil igennem Hertz eller Thrifty i Napoli laufthavn – vi måtte vente 2,5 timer på afhentningen af vores bil pga. den kæmpe kø der var til disse firmaer. Imens kunne vi se at der ingen kø var ved de andre firmaer.

Når du lejer en bil giver det dig en frihed til at komme omkring i området, men du skal samtidig være forberedt på en vild oplevelse i forhold til bjergkørsel. Vejene omkring Amalfikysten består næsten udelukkende af hårnålesving og meget smalle veje, hvor der kun kan være plads til en lille bil, men her kommer også modkørende store turistbusser!

Husk: et ekstra kabel til opladning af din telefon, som kan ligge i bilen. Husk også en holder til telefonen når du skal bruge den som GPS.


2. Tag toget fra Napoli til Salerno

Jeg vil starte med at sige jeg ikke selv har gjort dette - så det er blot et alternativ til at leje bil, som vi gjorde. Det tager cirka 1 time med toget fra Napoli til Salerno, og fra Salerno kan du så tage en færge eller en bus til byerne på Amalfikysten.

3. Tag en bus fra Napoli til Salerno

Til dette vil jeg også sige jeg ikke selv har prøvet det. Men en bus fra Napoli til Salerno kunne være et alternativ til at leje en bil. Fra Salerno kan du tage videre til byerne på Amalfikysten med færge eller bus.

Kom rundt på Amalfikysten

Der er mange besøgende på Amalfikysten, og dermed også meget trafik på vejen på og omkring kysten. Hvis man vælger at køre langs kysten i egen bil, kan det derfor være svært at finde steder at parkere sin bil, hvis man vil dyrke byerne nærmere og ikke blot sidde i bilen hele dagen :-)
Derfor vil jeg anbefale at man bruger et af følgende transportmidler i stedet for – når man skal rundt på selve kysten:

1. Færge / båd

Flere gange om dagen sejler der færger imellem byerne på Amalfikysten. Vi tog selv turen med firmaet Travelmar fra Salerno til Positano. Det er en meget hurtigere transportform end bil, og så får man også set kysten fra havsiden. En tur fra Salerno til Positano og retur kostede €24 pr. person, som svarer til cirka 180 kr. Biletten køber du i Salerno lige ved siden af hvor færgen sejler fra og du kan parkere ved Piazza della Concordia, som koster €2 i timen.

Med færgen kan du også nå de forskellige øer omkring Amalfikysten, heriblandt Capri.

Denne løsning kan evt. kombineres med bus, så man sejler den ene vej og tager bussen den anden vej –på den måde ser man kysten både fra hav og landsiden.

Færge Amalfikysten

2. Bus

Der kører både masser af rutebusser, men også hop-on hop-off busser imellem byerne på Amalfikysten. Det er både en nem og billig måde at komme rundt på, og så slipper du for selv at stresse over trafikken og de smalle veje.

Denne løsning kan evt. kombineres med en færge, så man sejler den ene vej og tager bussen den anden vej – på den måde ser man kysten både fra hav og landsiden.

3. Scooter

Dette er i virkeligheden ikke noget jeg som sådan vil anbefale, da jeg aldrig selv ville turde at køre på scooter ved Amalfikysten. Men jeg kunne se at det var meget nemmere for dem at komme rundt på de smalle veje, og selvfølgelig også noget nemmere lige at finde en parkeringsplads i byerne, og nemt at holde ind langs vejen for at tage nogle smukke billeder og nyde den fantastiske udsigt. Hvis du er erfaren på en scooter vil jeg tro at det er et rigtig godt valg, og en god måde at nyde kysten på.

Her skal du bo

Det er dyrt at bo på hotel på selve Amalfikysten. Der er dog en del bed and breakfast steder, som sikkert er en del billigere. Vi ville gerne have et hotel med pool, og det synes vi var for dyrt ud til kysten. Vi valgte derfor et hotel der lå lidt oppe i bjergene og cirka 25 minutter fra Salerno. Det var et super hyggeligt hotel, som jeg bestemt vil anbefale. Vi boede på Hotel Scapolatiello, som ligger i den meget lille by Corpo di Cava. Der er en restaurant på hotellet, og ellers er der 2-3 gode restauranter man kan gå til. Vi besøgte Maximum Ristorante og La Foce og de var begge rigtig gode. Vi bookede hotellet 1 måned før vi skulle afsted, og gave 3.600 kr. for 4 overnatninger på et almindeligt dobbelt værelse. Det ser ud til at hotellet er helt ekstremt dyrt (7.500 kr. for én overnatning), hvis man forsøger at booke i god tid. Så det vil jeg ikke anbefale at gøre.


Vi havde lejet bil, og derfor var det nemt for os at komme op til hotellet, og der var også fine parkeringsmuligheder. Jeg så også busser i området, så det burde kunne lade sig gøre at komme frem uden bil.

Salerno er en by der er nem at rejse til for at komme rundt på Amalfikysten, men da det er en lidt større by, som ikke er så hyggelig ville jeg ikke selv vælge at bo i denne by.

Hvilke byer besøgte vi?

Amalfi

Amalfi er hovedbyen langs Amalfikysten
Vi gik lidt rundt i Amalfi - men der var så mange mennesker at vi egenlig hurtig opgav. Så det blev faktisk bare til en badetur i havet og et glas vin med udsigt over vandet inden vi kørte videre.

Tip: Drik et glas vin hos Lido Azzurro. Der er god udsigt og de serverer de lækreste friske oliven.

Amalfi

Amalfi-bar-Lido-Azzurro

Amalfi

Ravello

Ravello er en by der ligger over Amalfikysten, og her får du den smukkeste udsigt over kysten. Selve byen er meget rolig, og der er ikke nær så mange turister som i byerne langs kysten. Vi gik rundt i byen og så på alle de fine gamle bygninger og den skønne udsigt. Vi spiste en skøn frokost på Hotel Rufolo - her var der både god mad, god betjening og fantastisk udsigt!

Tip: Husk at spise gelato hos Baffone.

Ravello

Hotel-Rufolo

Hotel Rufolo - Lam

Gelato-is-Baffone

Positano

Positano er den by der altid er billeder af når du læser om Amalfikysten enten i bøger eller på nettet. Og det er der en rigtig god grund til! Positano er bare smuk - med sine pastelfarvede huse, som ligger op af et bjerg på begge sider og lige ud til kysten. Det bliver ikke mere fotogent end det. Gå rundt i de stejle gader, kig på de små butikker, tag en tur i vandet og spis noget god mad med udsigt over byen.

Positano

Positano

Positano

Positano

Positano

Læserinteraktioner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.