
Grønne bønner er virkelig nemme at tilberede, og det tager ingen tid. De bliver også kaldt for haricots verts, som er fransk og blot betyder grønne bønner. Grønne bønner er virkelig nemme at tilberede, og det tager næsten ingen tid. Her får du min guide til tilberedning af grønne bønner, så de bevarer deres flotte farve og sprøde konsistens.
Tilberedning og kogetid for grønne bønner
Den helt klassiske måde at servere grønne bønner er ved at koge dem ganske kort for at sikre den gode smag og samtidig bibeholde deres sprødhed. Den korrekte kogetid for grønne bønner eller haricots verts er cirka 3 minutter afhængig af størrelsen på dem. Nogle gange skal de måske lige have et minut mere.
OBS! Bønnerne skal altid koges før spisning, da de indeholder lektiner, der kan give dårlig mave.

Sådan koger du grønne bønner
Ingredienser
- 500 g friske grønne bønner (haricots verts)
- vand
- salt
Sådan gør du
- Skyl bønnerne.
- Skær eller nip enderne af de friske grønne bønner.
- Kog bønnerne i letsaltet vand i cirka 3-4 minutter. (tiden kommer lidt an på størrelsen af bønnerne)
- Hæld kogevandet fra og kom koldt vand over bønnerne for at stoppe kogningen.
Video
Grønne bønner som tilbehør
Det gode ved haricots verts er, at de kan bruges som tilbehør til rigtig mange forskellige retter. De passer blandt andet godt til kylling, fisk, frikadeller, en god bøf eller forskellige vegetariske retter. Du kan servere de kogte bønner helt enkelt, som de er, eller vende dem med lidt smør, salt og eventuelt citronsaft. De smager også virkelig godt med lidt hvidløg eller ristede mandler.
Jeg elsker de lækre friske bønner og kan faktisk sagtens gå og snacke dem direkte fra skålen. Jeg dyrker selv haricots verts i min have, og det er helt fantastisk at kunne gå ud og plukke dem direkte fra planten og derefter tage dem med ind i køkkenet og tilberede dem.
Hvis du har bønner tilovers, kan du også bruge dem kolde i en salat. Prøv for eksempel at blande dem med tomater, feta, rødløg og en simpel dressing.
Se også disse opskrifter:
Grøntsagsfrikadeller med grønne bønner | Bønnesalat | Lys chili con carne
Grønne bønner på panden
De grønne bønner er også super lækre på panden. Man anbefaler, at man ikke kommer dem direkte på panden og steger dem.
Bønner indeholder nemlig et protein, der hedder lektin, som kan give kvalme og lidt dårlig mave. Denne type bønner indeholder dog ikke meget lektin, men det anbefales at koge dem inden de steges på panden. Efter du har kogt dem kort, kan du stege dem i lidt olie eller smør. Servér blot med lidt flagesalt på toppen.
Salat med grønne bønner og rødløg
Grønne bønner fungerer virkelig godt i salater, og jeg bruger dem blandt andet i denne her bønnesalat med mandler og parmesan. Haricot verts smager desuden også virkelig skønt sammen med friske rødløg.
Når du derfor laver en salat med haricots verts, kan du med fordel skære nogle tynde ringe af rødløg og komme i eller hakke rødløg helt fint. Brug dem gerne i salater på flere forskellige måder. De giver et lækkert sprødt element til salaten.
Grønne bønner med bacon
Bacon er godt til rigtig mange ting, da det er med til at give en helt særlig sprødhed til en ret. Derfor er grønne bønner med bacon også virkelig lækkert. Du kan lave dem i små bundter ala asparges med bacon rundt om, eller stege små stykker bacon på panden og drysse det oven på bønnerne.
Bønnefritter
Rigtig mange bruger faktisk også bønnerne til at lave bønnefritter, der er en sundere måde at spise fritter på end fritter lavet af kartofler. De bliver dejligt sprøde i ovnen, hvis de ikke ligger i for mange lag. Til dette vil jeg anbefale at bruge frosne bønner. Vend de frosne bønner med lidt olie, salt og peber og kom dem i ovnen ved 200 grader i cirka 30-40 minutter. Vend rundt i dem undervejs.
💭 Spørgsmål og svar til opskriften
Grønne bønner skal faktisk ikke skal koge i alt for lang tid. Hvis du koger dem for meget, så bliver de helt bløde, og de vil ikke have samme sprødhed. Den korrekte kogetid for grønne bønner er derfor cirka 3 minutter.
Der er kun 30 kcal pr. 100 gram i grønne bønner, så de er ret sunde at spise. Der kommer selvfølgelig flere kalorier til, når du steger dem i olie eller smør på panden, så det skal du være opmærksom på.
Grønne bønner skal altid koges, da de indeholder proteinet lektin, der kan give dårlig mave og kvalme. Hvis man derfor koger dem, så fjerner man lektinen fra bønnerne, og man kan spise dem uden at blive syg. Bønner må derfor aldrig spises rå.


Comments
No Comments