
Chiafrø er fyldt med antioxydanter, kalk, kostfibre og omega-3 fedtsyrer og så kan de absorbere og holde 12 gange sin egen vægt i væske. Det er netop denne egenskab der bliver brugt i denne opskrift. Når man blander chiafrøene med vand bliver de nemlig til sådan en klistret gel, og det gør at hele massen med frø og kerner kan blive til lækkert og sprødt knækbrød, helt uden æg eller mel.
Glutenfri knækbrød med chiafrø
2 bageplader
Forberedelsestid: 5 min
Samlet tid: 1,5 time
Ingredienser
1 dl chiafrø
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
1 tsk salt
3,5 dl vand
1. Bland alle frø, kerner og salt sammen i en skål.
2. Bland vandet i og lad det stå i cirka 20-30 minutter til massen er blevet tyk.
3. Fordel halvdelen af dejen på et stykke bagepapir og læg et stykke bagepapir ovenpå.
4. Rul dejen ud med en kagerulle, eller lignende.
5. Fjern det øverste stykke bagepapir og læg bagepapiret med knækbrød over på en bageplade.
6. Gør det samme med resten af dejen.
7. Bag knækbrødet i ved 175 grader i cirka 35 minutter. Én plade ad gangen.
8. Lad knækbrødet køle af og knæk det så ud i mindre stykker.














Skrevet af: Louise DamChiafrø, Græskarkerner, Hørfrø, Sesamfrø, SolsikkekernerKategori: Brød, Glutenfri, Madpakke, Morgenmad & Brunch, Snacks, Videoopskrift
Har lige lavet knækbrøddet, og det smager fint. Den del af knækbrødet som har vendt mod bagepladen ser dog noget anderledes ud end overfladen af knækbrøddet. Det ligner næsten at det er muggent. Tænker det evt kan være stivelse fra frø og korn. Ser dine også sådan ud?
Ja, sådan ser mine også ud på bagsiden :-)
Virkelig lækre og nemme at lave.
Men hvordan opbevarer du dem?
Mine blev bløde/gummiagtige efter få dage.
Hej Anja
Jeg opbevarer dem i en kagedåse eller i et tætlukket glas.
De lyder super lækre! Hvor længe tror du, at de kan holde sig? :)
Uhh, det ved jeg faktisk ikke. Men et par uger vil jeg tro.
Ja hos holder de ikke så længe 🤩 - de så er gode, at de hurtig er spist 👍
Hvor skønt at høre :-)