
Hjemmelavet hindbærmarmelade eller hindbærsyltetøj er virkelig nemt at lave, og du skal kun bruge ganske få ingredienser. Denne hindbærmarmelade er lavet med frosne hindbær, sukker og en smule vand. Du kan også tilsætte lidt vanilje, hvis du gerne vil give marmeladen ekstra smag.
Denne opskrift på hindbærsyltetøj er uden Melatin og indeholder mindre sukker end en klassisk marmelade. Derfor får den en lidt blødere konsistens og en frisk smag af hindbær. Marmeladen skal opbevares i køleskabet og er perfekt, når du gerne vil lave en mindre portion til morgenbordet.

Hindbærmarmelade
Ingredienser
- 300 g frosne hindbær
- 100 g sukker
- 1 spsk vand
- vanilje, vaniljesukker, vaniljestang eller vaniljepulver. Kan undlades.
Sådan gør du
- Kom frosne hindbær, sukker, vand og eventuelt vanilje i en lille gryde.
- Varm langsomt blandingen op, og rør undervejs, mens hindbærrene tør op og begynder at afgive saft.
- Lad hindbærmarmeladen småkoge i cirka 10 minutter. Rør jævnligt, så den ikke brænder på.
- Hæld den varme marmelade på et rent og skoldet glas. Lad den køle lidt af, og sæt den derefter i køleskabet.
Hindbærmarmelade med frosne hindbær
Du behøver ikke vente på friske hindbær for at lave hjemmelavet hindbærmarmelade. Frosne hindbær fungerer rigtig godt og gør det muligt at lave marmeladen hele året.
Bærrene kan kommes direkte i gryden fra frost. Ifølge Fødevarestyrelsen bør færdigpakkede frosne bær koge i mindst ét minut. I denne opskrift koger hindbærrene i 10-15 minutter og bliver derfor kogt godt igennem.
Marmeladen bliver tykkere, når den køler af. Hvis du foretrækker en mere ensartet konsistens, kan du mose hindbærrene lidt med grydeskeen under kogningen.
Hvis du foretrækker en helt glat hindbærmarmelade uden så mange kerner, kan du blende den og eventuelt presse den gennem en fin si. Jeg kan dog godt lide den rustikke konsistens og lader derfor hindbærrene blive i marmeladen.
Hindbærmarmelade uden Melatin
Denne opskrift på hindbærmarmelade er uden Melatin eller andet geleringsmiddel. Det betyder, at konsistensen bliver lidt blødere end i en klassisk marmelade med en større mængde sukker og Melatin.
Marmeladen bliver tykkere under kogningen og fortsætter med at sætte sig, når den bliver kold. Undgå derfor at koge den alt for længe, selvom den ser lidt tynd ud, mens den stadig er varm.
Hindbærsyltetøj eller hindbærmarmelade?
Ordene syltetøj og marmelade bruges ofte om det samme. Traditionelt er syltetøj mere løst og indeholder tydelige stykker af bær eller frugt, mens marmelade ofte har en mere ensartet konsistens.
Denne opskrift kan derfor også kaldes hindbærsyltetøj. Jeg kalder den hindbærmarmelade, fordi hindbærrene koger ud og giver en blød og sammenhængende konsistens.
Hvad kan marmeladen bruges til?
Den hjemmelavede hindbærmarmelade smager selvfølgelig godt på boller, franskbrød og ristet brød. Du kan også bruge den:
- oven på skyr, yoghurt eller Havregrødhavregrød
- på pandekager og vafler
- som fyld i lagkager og roulader
- sammen med ost
- i desserter og kager
- som topping på cheesecake
Opbevaring
Da denne hindbærmarmelade indeholder forholdsvis lidt sukker og ikke er tilsat konserveringsmiddel, skal den opbevares i køleskabet. Lav gerne en mindre portion ad gangen, brug altid en ren ske, og kassér marmeladen, hvis den ændrer duft, smag eller udseende. Opbevar gerne i flere mindre glas, så glasset hurtigt bliver spist når det er åbnet.
Hindbærmarmeladen kan også fryses. Fordel den eventuelt i mindre portioner, og tø den op i køleskabet efter behov. Den kan holde sig cirka 3-4 måneder i fryseren.





Comments
No Comments