
Flere går lidt uden om vandbakkelser, da de er bange for de falder sammen. Men de falder kun sammen hvis de er bagt for lidt, og hvis det skulle ske, så kan de altså sagtens spises alligevel. Nogle af mine faldt sammen, da jeg lige glemte at tjekke en enkelt om den var fin nok - og så faldt de jo allesammen sammen, men de smagte altså lige skønt ad den grund.
Vandbakkelser med creme
15 stk.
Forberedelsestid: 35 min
Ingredienser
2 dl vand
100 g smør
1 tsk sukker
100 g hvedemel
3 æg
1 portion vaniljecreme
2,5 dl piskefløde pisket til flødeskum
Bring vand og smør i kog i en gryde. Når smørret er smeltet kommes sukker og mel i på en gang. Rør dejen godt sammen til den slipper gryde og ske. Kom dejen i en røreskål og afkøl den lidt. Tilsæt 1 æg ad gangen og brug en elektrisk pisker imellem hvert æg. Fortsæt indtil dejen er godt våd og klistret. Sæt med 2 spiseskeer eller med sprøjtepose 15 små toppe på en plade med bagepapir. De bliver cirka dobbelt så store, så lav god plads imellem hver vandbakkelse.
Bag vandbakkelserne midt i ovnen ved 200 grader i cirka 20 minutter, til de er hævede og gyldne. Luk ikke ovndøren op de første 10 minutter af bagetiden, da vandbakkelserne let falder sammen. Tag en enkelt vandbakkelse ud efter endt bagetid og kontroller at den ikke falder sammen. Hvis den falder sammen giver du resten af portionen et par minutter til. Og tager igen en enkelt ud og prøver. Hvis de ikke er færdigbagte vil de falde sammen (de kan dog sagtens stadig spises!)
Lad vandbakkelserne køle af på en bagerist, klip et lille hul i midten med en saks (der hvor du vil skære dem over) dette lader sampen komme ud, og mindsker risikoen for at de falder sammen. Når de er afkølet fyldes de med en blanding af creme og flødeskum (vaniljecreme og flødeskum blandes), og pyntes med glasur.





Skrevet af: Louise DamÆg, Hvedemel, Piskefløde, SmørKategori: Desserter, kager og andre søde sager, Fastelavn, Gærkager, Søde brød, Lagkager og Pandekager, Kager, Videoopskrift
Det er super fine jeg var dog nød til at lave en ny portion fordi den anden blev for våd og nummer to reddet jeg med lidt mel men de blev alligevel fine og luftige har ikke smagt dem endnu men de ser lækre ud
Lækker opskrift! Den skal prøves :-)
Skal vandbakkelserne bages i almindelig ovn eller varmluft?
Jeg bruger almindelig ovn.
Kan man fylde dem med creme ca 2 timer før de skal spises
Jeg er lidt usikker på om de bliver bløde af det. Men umiddelbart tror jeg godt du kan gøre det.
Lavede disse i dag - nurj, de blev gode! Fuldstændig perfekte vandbakkelser 😊
Hej Louise
Tak for dine gode opskrifter
Jeg har dog forsøgte mig flere gange med vandbakkelses bollerne og det vil ikke lykkes for mig.
De smager dog super godt.
Når jeg kommer dejen over på bagepladen flyder de ud? mine bliver ikke små toppe.
Jeg ved ikke om dejen er for varm eller jeg ikke pisker det nok sammen? har du et bud?
Venlig hilsen
Jannie
Hej Jannie, det lyder mærkeligt. Har du set videoen i opslaget? Har dejen samme konsistens som min?
Hej Louise
Vil man kunne lave dem dagen før (og så selvfølgelig først fylde dem med creme på dagen) uden de bliver "kedelig"? Hvis ja, hvordan vil du så opbevare dem?
Mvh louise
Hej Louise
Det tror jeg godt du kan - de skal nok opbevares i en kagedåse eller andet der er tætlukket. Men det kan godt være de mister noget af sprødheden. Måske kan de lige kan få 5 minutter i ovnen for at blive sprøde igen.
hej Louise
Jeg har gjord alt det der stod i opskriften, o alt gik fint. de blev hævet, men da jeg tog dem ud fald de sammen??
de blev i 20 min i 200 grader.
Hej Sara
Det kan desværre godt ske. Det kan være at de skal have længere tid i din ovn end i min ovn. Der er desværre stor forskel på hvordan forskellige ovne varmer. Næste gang skal du prøve kun at tage en enkelt ud og se om den falder sammen. Hvis den gør det skal du lade resten få lidt længere tid.
Håber de stadig smagte godt? :-)
Hilsen Louise
Ja de smagte rigtig godt, tak for den rigtig gode opskrift, ; )
Mums! Vandbakkelser er bare gode. Jeg forstår heller ikke alles frygt for dem. Så svært er det altså ikke :)
Nej, det er da bare med at kaste sig ud i det. Det er jo så lækkert!
De ser så lækre ud! Jeg elsker vandbakkelser. Sidst jeg lavede dem var til waleskager med hindbær. Ved du om man kan fryse vandbakkelser - altså uden creme og pynt? :-)
Tak! Jeg har læst mig frem til at de sagtens kan fryses. Så er det jo virkelig nemt lige at tage dem op og fylde dem med noget lækkert :-)