Hjemmelavet ravioli med spinat og ricotta kræver lidt mere tid end en almindelig pastaret, men det er et hyggeligt projekt i køkkenet. Raviolierne består af hjemmelavet pastadej med et cremet fyld af spinat, ricotta og parmesan. De kan serveres som en let forret eller som hovedret med en god sauce og lidt ekstra parmesan på toppen.
Den milde ricotta passer rigtig godt sammen med spinaten, mens parmesan giver fyldet mere smag. Jeg har formet raviolierne i hånden uden en ravioliform, så du behøver ikke særligt udstyr for at følge opskriften.
Hjemmelavet Ravioli med spinat og ricotta
Ingredienser
Pastadej
- 400 g (reklamelink)durummel
- 4 store æg
- 1 spsk oliveolie
- en lille smule kværnet salt
Fyld
- 300 g frossen spinat
- 250 g ricotta
- 2 spsk. revet parmesan
- Salt & peber
Sådan gør du
Pastadejen
- Mel og salt sigtes ned i en skål. Lav en fordybning i midten af melet og kom æg og olivenolie deri. Med en gaffel røres rundt i æggene, som langsomt tager mere og mere mel ind. Til sidst får du en klump smidig dej som æltes godt, til den er glat og smidig. Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg den på køl i en times tid eller mere. Den kan også sagtens stå til dagen efter.
Fyldet
- Optø spinaten og bland den med ricotta og parmesan. Smag til med salt og peber.
Raviolien
- Rul dejen ud med kagerulle. Dejen skal rulles helt tyndt ud og stikkes så ud med et glas (eller andet) i runde cirkler.
- På hver pastacirkel kommer du en lille klat fyld. Ikke ret meget, for ellers kan de ikke lukkes :-)
- Foldes dem midten, tryk dem sammen langs kanten og derefter trykkes med en gaffel et fint mønster - det gør også lige det sidste, for at de lukkes ordentligt.
- Koges i en stor gryde med kogende vand tilsat en spiseskefuld olivenolie og et drys salt. I opskriften hed det sig at de skulle koge i 3 ½ minut, men jeg havde ikke fået rullet dejen helt tyndt nok ud, så mine fik det dobbelte.
- Jeg serverede raviolien som forret ovenpå en tomatsauce. Det var dejlig let og friskt, men næste gang skal dejen altså lige rulles lidt tyndere ud. Jeg overvejer lidt at anskaffe en pastamaskine, det ville nok lette processen lidt :)
Næringsindhold (OBS! Kun vejledende)
Sådan laver du hjemmelavet ravioli
Det vigtigste, når du laver ravioli, er at få pastadejen rullet så tyndt ud som muligt. Det kan gøres med en kagerulle, men har du en pastamaskine, bliver det både lettere og hurtigere at få en jævn og tynd dej.
Kom kun en lille portion fyld på hvert stykke pastadej. Hvis der kommer for meget fyld i, kan raviolierne blive svære at lukke og risikere at gå op under kogningen. Pres samtidig så meget luft som muligt ud omkring fyldet, inden kanterne lukkes grundigt.
Raviolifyld med spinat og ricotta
Når du bruger frossen spinat, er det vigtigt at presse så meget væde som muligt ud af den optøede spinat. Ellers kan fyldet blive for vådt og gøre pastadejen vanskelig at arbejde med.
Bland spinaten med ricotta og revet parmesan, og smag godt til med salt og peber. Du kan også tilsætte lidt revet muskatnød eller fintrevet citronskal, hvis du ønsker ekstra smag.
Server eksempelvis de færdigkogte ravioli med en enkel tomatsauce, brunet smør og salvie eller blot lidt olivenolie, parmesan og friskkværnet peber.
Anonym skriver
Det ser lækkert ud, og nogenlunde lige at gå til :)
Har du forslag til andet fyld?
Louise Dam skriver
Jeg har ikke prøvet at lave dem med andet fyld, men prøv at google det, så kommer der massere af lækre varianter op.
Stefan skriver
Lækker opskrift og en virkelig god side du har lavet her. Jeg bruger ofte dine opskrifter. Tusind tak
Et godt tip til ravioli (eller måske også til pasta generelt) er at erstatte 1-1½ æg med 150ml vand istedet. Det gør dejen meget nemmere at rulle ud og det hele føles ikke så tungt.
Det er længe siden at jeg har lavet pasta men jeg plejer vist at bruge Tipo00 mel. Det føles også mere let
Louise Dam skriver
Mange tak for tippet, det vil jeg afprøve :-)