Søde kartofler
Søde kartofler har en mild og naturligt sød smag samt en blød og cremet konsistens, når de bliver tilberedt. De kaldes også batater og kan bruges som tilbehør, i supper, gryderetter, salater og vegetariske retter. På trods af navnet er de ikke nært beslægtede med almindelige kartofler, men de kan tilberedes på mange af de samme måder.
De orange rodknolde kan bages hele eller skæres i tern, både, skiver og pommes frites. Vend dem med lidt olie, salt og eventuelt paprika, chili, spidskommen eller tørrede krydderurter, inden de kommer i ovnen. Den søde smag passer især godt sammen med salte og krydrede ingredienser som feta, peanutbutter, karry og friske krydderurter.
Du kan også koge dem møre og lave en cremet mos. Brug den alene eller bland den med almindelige kartofler, hvis du ønsker en mindre sød smag. De fungerer desuden godt i fyldige supper og gryderetter, fordi de bliver bløde og er med til at give retten konsistens.
Prøv eksempelvis min Massaman curry med kylling, hvor både almindelige og søde kartofler tilberedes i en mild og krydret sauce med kokosmælk, peanutbutter og karrypasta.
Skallen kan godt spises, hvis den bliver skrubbet grundigt, men den kan også nemt fjernes med en kartoffelskræller. Opbevar dem tørt, mørkt og ikke for koldt. De bør helst ikke ligge i køleskabet, da den lave temperatur kan påvirke både smagen og konsistensen.
