
For ikke ret længe siden var min kæreste og jeg 14 dage i Florida på en skøn ferie, vi lejede en bil og kørte så næsten Florida tyndt :-) På vores tur var vi en aften inde og spise på The Cheesecake Factory, hvor vi fik den lækreste forret/snack. De blev kaldt for avocado egg rolls, og det var avokado og soltørrede tomater i en lækker sprød indpakning og med den lækreste dip lavet af bl.a. cashewnødder. Efter jeg havde taget den første bid lovede jeg os begge, at det skulle jeg nok lave til os når vi kom hjem fra ferie. Jeg googlede lidt rundt og fandt faktisk flere der havde forsøgt sig med en efterligning af de populære Avocado Egg Rolls fra The Cheesecake Factory, så det var åbenbart ikke kun os der syntes de var helt fantastiske. Jeg fandt et par opskrifter og blandede dem til jeg syntes jeg havde min egen helt perfekte version af rullerne. Opskriften får I herunder, og lov mig lige at få den afprøvet - det smager så godt! Der bliver en rimelig god portion af dippen, men den smager bare helt fantastisk og kan sagtens holde sig i noget tid i køleskabet - og så har man jo en undskyldning for at lave en gang avokadoruller igen til resten af dippen :-)
Sprøde avokadoruller med cashewdip (Avocado Egg Rolls)
2-3 personer
Forberedelsestid:
Ingredienser
Avokadorullerne
4 små eller 2 store avokadoer , i grove tern
2 spsk. soltørrede tomater i olie, finthakkede
2 spsk. rødløg, finthakket
1 spsk. koriander, finthakket
½ rød chili, finthakket og uden kerner
½ lime, saften heraf
lidt salt
6 stykker forårsrulledej/spring roll pastry
1 æg, sammenpisket til pensling
lidt olie (raps eller solsikke), til friturestegning
Cashewdip
1 dl cashewnødder
2 cm ingefær
1 dl olivenolie
1 håndfuld koriander
1-2 fed hvidløg
1 tsk peber
1 tsk hvidvinseddike
1 tsk hvid balsamico
1 tsk tamarind pasta (kan erstattes at lidt limesaft)
½ dl honning
lidt chilisauce Jeg bruger den der hedder Sriracha
lidt salt
Cashewdip
Bland alle ingredienserne til cashewdippen i en foodprocessor eller blender og blend til du har en godt mixet sauce, men der må stadig godt være lidt cashewstykker i dippen. Smag den til med chilisauce og salt og sæt den i køleskabet indtil du er færdig med avokadorullerne.
Avokadorullerne
1. Hvis din foråsrulledej er frossen skal du tage den op cirka 30 minutter før du kan rulle.
2. Bland avokado, rødløg, soltørrede tomater, chili, koriander og limesaft. Smag til med lidt salt.
3. Tag et stykke forårsrulledej og vend det som på billedet herunder. Læg en klat af fyldet oppe i toppen. Pensl med sammenpisket æg på alle kanterne.
4. Fold toppen og siderne ind og rul så til den er lukket. Pensl eventuelt med lidt mere æg ved lukningen.
5. Læg den færdig foldede rulle med lidt fugtig køkkenrulle over. Fortsæt til alle rullerne er færdige.
6. Varm en gryde med olie op. Afprøv om olien er varm nok ved at stikke et stykke træ ned i olien (f.eks. enden af en tændstik), hvis det syder omkring træet er olien klar.
7. Sænk forsigtigt rullerne ned i den varme olie og steg dem til de er gyldne.
8. Tag dem op ad olien og lad dem kort dryppe af på et stykke køkkenrulle.
9. Server de lune og sprøde avokadoruller med cashewdippen.







//Indlægget indeholder affiliatelinks, hvis du klikker på linket gemmes der en lille cookie på din pc. Hvis du kommer igen inden for et vist antal dage, og køber noget på siden vil jeg modtage et lille beløb.//
Hejsa!
Jeg er fan af de her ruller (og din blog generelt) - tak for den. Men jeg må lige høre om jeg egentlig kan lave de her ruller i forvejen, fryse dem ned og så tage dem op fritere dem så man ikke står med hele "rulleriet" i 11. timer når man skal have gæster.
Bedste hilsner
Dorte Marie
Hej Dorte
Det ved jeg desværre ikke om man kan, da det ikke er noget jeg har afprøvet.
Mh hvor ser det lækkert ud.. Det skal helt sikkert afprøves :-) og hvor er jeg misundelig over dit besøg hos the cheesecake factory!!!
Hej Sandra
Ja, det må du endelig gøre! De smager virkelig godt! :-) Og besøget på Cheesecake Factory var også rigtig godt - de serverer dog nogle kæmpe portioner!
Du siger det med de kæmpe portioner som om det er en dårlig ting?😄
Ha ha, nej det er da vildt lækkert! Men helt utroligt så meget de spiser i forhold til hvad vi gør i Europa.