Nougat
Nougat er en sød og blød masse, som typisk er lavet med ristede hasselnødder, sukker og kakao. Den har en cremet konsistens og en mild smag af nødder og chokolade. I Danmark bruger vi især blød nougat til hjemmelavet konfekt, kager og andre søde sager.
Den klassiske kombination er marcipan, blød nougat og mørk chokolade. De tre ingredienser bruges blandt andet i Mozartkugler, som er nemme at lave og særligt populære til jul. Du kan også lave hjemmelavede Toffifee med karamel, hasselnødder og chokolade.
Nougat kan både bruges som fyld, smeltes sammen med chokolade eller skæres i små stykker og kommes i en kagedej. Prøv eksempelvis min nougatkage med chokolade og hele hasselnødder eller en svampet nougatbrownie med valnødder.
Til påske kan den søde masse bruges i hjemmelavede påskeæg. I mine påskeæg med nougatkrokant bliver den smeltet sammen med sukker og hakkede mandler, så der kommer et sprødt element i den bløde marcipan.
Den bløde variant, vi normalt bruger til bagning og konfekt herhjemme, må ikke forveksles med hvid nougat. Hvid nougat er en mere fast og sej type slik, som ofte fremstilles af blandt andet sukker, honning, æggehvider og nødder.
Opbevar gerne pakken køligt, så den holder formen. Tag den ud lidt før brug, hvis den skal æltes sammen med marcipan. Skal den smeltes, bør det ske forsigtigt ved lav varme, så den ikke bliver for varm eller skiller.
