Asparges
Asparges er en sprød grøntsag med en mild og karakteristisk smag. De kan bruges i både salater, pastaretter, forretter og som enkelt tilbehør til aftensmaden. Her på siden finder du mine opskrifter med asparges – både friske grønne og de hvide fra dåse eller glas.
Grønne asparges
Grønne asparges er især gode om foråret og i den tidlige sommer. De kan steges på panden, grilles eller koges ganske kort, så de stadig har lidt bid. Inden tilberedning skal den nederste, træede del af stilken fjernes. Den kan ofte knækkes af med fingrene, netop hvor den naturligt giver efter.
Prøv eksempelvis mine grillede grønne asparges med bacon, som er nemt tilbehør til sommerens grillmad. De passer også godt til fisk, som i min opskrift på grillet ørred med nye kartofler, urtecreme og asparges.
Du kan desuden komme dem i en cremet vegetarisk pastaret med bagte grøntsager.
Hvide asparges
Hvide asparges vokser under jorden og får derfor ikke den grønne farve, som opstår, når planten udsættes for sollys. De har en mild og mere delikat smag end de grønne. Friske hvide asparges skal skrælles fra lige under hovedet og ned mod bunden, da skrællen ellers kan være sej. Skær også den nederste, træede del af, inden de koges møre i letsaltet vand.
Du kan desuden købe hvide aspargessnitter på dåse eller glas. De er allerede tilberedt og kan bruges direkte i eksempelvis tarteletter med høns i asparges. Gem gerne væden fra dåsen, da den kan bruges til at give ekstra smag til saucen.
