Rabarber er en grøntsag, som har et meget karakteristisk udseende. Den har meget kraftige stængler og store grove blade foroven. I Danmark forbinder vi rabarberen med dansk sommer, men for mange år siden i Mellemøsten, blev det brugt som et lægemiddel.
Mange tror fejlagtigt, at rabarber er en frugt. Det er det ikke af den grund, at man kun kan spise de kraftige stængler og ikke de store blade foroven. De store blade skal du blot skaffe dig af med, da man ikke skal spise den del. Ifølge Fødevarestyrelsen er der set episoder med, at folk er blevet dødeligt forgiftet af at indtage 10-20 gram af bladene.
Rabarber er en sommergrøntsag, der oftest kommer i sæson omkring april måned. Man siger, at sæsonen varer helt indtil Sankt Hans i juni måned, men nogle gange kan den godt strække ind i starten af juli alt efter vejret.
Herefter skal rabarberplanten have ro til at forny sig, og så kan man være heldig at kunne høste rabarber igen fra august til september. En rabarber i sæson er at foretrække, da den så er moden nok og har den bedst mulige smag.
Mange vil nok tænke, at rabarber opskrifter hører til i det søde køkken, men man kan rent faktisk også godt bruge dem i det salte køkken. Der er dog én ting, der er meget vigtigt, når du gerne vil spise rabarber, og det er, at du aldrig må spise den rå.
Grunden til, at man ikke må spise rabarber rå, er, at den har et højt indhold af oxalsyre, der i nogle tilfælde kan give en forgiftning. Derfor er det vigtigt, at man på den ene eller anden måde tilbereder sin rabarber, inden at man spiser den.
Det mest normale er, at man koger, bager eller sylter sine rabarber. Hvis du har rigtig mange rabarber, så er det heldigvis muligt at fryse dem ned. Det kan være en god ide at skære dem ud i mindre stykker, så er det nemmere at få plads til dem i fryseren. Det er også muligt at lægge dem i køleskabet i et par uger, før du bruger dem til andre rabarber opskrifter.
Man må altid spise rabarber. Men i højsommeren juli/august måned er indholdet af oxalsyre højere, end det er før og efter juli måned. Syren kan give problemer i mave og tarmene. Hvis man alligevel gerne vil spise rabarber i juli måned, så kan man undgå at spise det i store mængder, så man ikke får for meget oxalsyre ind i kroppen.
Man kan også anvende produktet non-oxal, der neutraliserer syren. Det er dog ikke et produkt jeg selv anvender. Men hvis man spiser rigtig mange rabarber kan det måske være en fordel.
Rabarber er en af de ting, som man meget nemt kan plante i sin have, da de ikke kræver så meget omsorg og pleje. Det er en plante, som man kan få glæde af i op til 25 år, og den vokser sig forholdsvis stor over den årrække. Det er bedst at plante sine rabarber efter sommeren i september eller oktober måned.
Man kan vælge at så rabarberfrø eller plante en del af en allerede udviklet rabarber. De fleste vælger at plante en hel rabarberplante, da det kan tage flere år, før at frøene udvikler sig til en plante, hvor man kan høste sine rabarber fra.
Når man skal høster sine rabarber fra haven er det vigtigt at man trækker i rabarberen og ikke skære stænglen over. Det hedder faktisk også at man trækker rabarber. Husk kun at trække cirka 1/4 af planten, så vil den også give rabarber igen til næste år.
Rabarberplante fra min egen have
Der findes mange forskellige sorter, og der er nogle sorter, der bliver klar tidligt i april, imens at andre bliver klar senere hen i foråret.
Hvis du gerne vil have, at du kan høste rabarber tidligt, så kan du vælge sorter som: Victoria, Rosara og Elmsfeuer. Er man derimod meget til at høste senere, så er det bedst med sorter som: Canada Red, Valentine og Marshall. Det er desuden også ofte de sene sorter, der er bedst af fryse ned i længere tid.
Rabarber opskrifter er noget af det bedste, og det skriger bare sol og sommer. En måde at bruge sine mange rabarber på er at lave dem til en lækker rabarbersirup. En sirup kan du blandt andet bruge til at komme i drinks.
Det er også virkelig lækkert, hvis man laver en gammeldags rabarberkage med makroner i. Det er ret nemt at lave, og rabarberkompotten kan du også bruge til din morgenmad og andre desserter.
Herunder kan du se alle mine lækre opskrifter, hvori der indgår rabarber.
Kopiering fra denne hjemmeside må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun indenfor de rammer, der er nævnt i aftalen.
For alle andre gælder det at der er copyright på billeder og tekst (også fra sociale medier som Facebook og Instagram). Billeder og tekst må derfor aldrig bruges uden forudgående skriftlig tilladelse.
Overtrædelse af ophavsretten medfører et krav om vederlag for krænkelse af ophavsret og krav om øjeblikkeligt at fjerne billeder.