
At have lavet mad til fryseren er noget af det bedste, du kan gøre for dig selv i en travl hverdag. Frysevenlige retter gør det nemt at spise hjemmelavet mad - også på de dage, hvor tiden er knap, energien er lav, eller madplanen skrider. Så man slipper for at ryge i den dyre og ofte usunde take-away fælde. Og laver man en masse gode retter til fryseren er det en virkelig god måde at spare både tid, penge og reducere madspild på.
Her har jeg samlet mine bedste frysevenlige retter. Brug det som inspiration, når du vil lave mad til fryseren, planlægge ugen eller fylde fryseren op med retter til din barsel f.eks.
Hvorfor er frysevenlige retter så geniale?
Der er mange fordele ved at lave mad til fryseren:
- Du sparer tid i hverdagen
- Du kan lave mad, når det passer dig
- Du mindsker madspild
- Du har altid en nem aftensmad klar
- Perfekt til madplan og meal prep
Meget mad er faktisk ganske fryseegnet og mange mange klassiske hverdagsretter egner sig overraskende godt til frysning - især retter med sauce, supper og simreretter. Og det er en kæmpe fordel at det ofte ikke tager dobbelt så lang tid at lave en dobbelt portion af en ret.
Hvad kan man fryse ned?
Herhjemme fryser vi rigtig mange ting for at lette hverdagen. Og der findes altså rigtig meget fryseegnet mad. Hvis du er i tvivl om, hvad der er gode retter til fryseren, så er her nogle sikre favoritter:
- Gryderetter og simreretter
- Supper
- Kødsovs og kødboller
- Karryretter
- Brød og boller
Disse typer retter holder både smag og konsistens godt efter optøning og er derfor perfekte som mad til fryseren.
Fryseegnet aftensmad til travle dage
Frysevenlig aftensmad er især guld værd på de dage, hvor tiden er knap. Gryderetter, kødsovs og karryretter kan laves i store portioner og fryses ned i mindre beholdere, så du nemt kan tage én portion op ad gangen.
- kødsovs
- panang karry med kylling eller panang karry med svinekød
- mørbradgryde
- rødvinsbraiserede svinekæber
- græskargryde med kylling
- butter chicken
- chicken tikka masala
- kylling i grøn karry
- chili con carne
- chicken korma
- osso buco
- gullash
- bøf stroganoff
- oksehaler i rødvin
- kylling i peanut butter sauce
- pulled pork
- koteletter i fad
- kylling i fad med pikant ost
Supper der egner sig til fryseren
Suppe er noget af det nemmeste at fryse ned - og perfekte som både aftensmad og frokost. De kan fryses i portioner og varmes op direkte fra frost eller efter optøning.
Vegetarisk mad til fryseren
Vegetarisk mad egner sig generelt rigtig godt til fryseren, især retter med grøntsager, bælgfrugter og sauce. Det gør det nemt at have et kødfrit måltid klar på de dage, hvor aftensmaden gerne må være både hurtig og nem - uden at gå på kompromis med smag eller mæthed.
Vegetariske gryderetter, supper og karryretter holder sig godt i fryseren og kan nemt laves i store portioner. Samtidig er vegetarisk mad ofte budgetvenlig, hvilket gør den oplagt som mad til fryseren og meal prep.
- rød karry med grøntsager
- squashfrikadeller
- vegetarisk lasagne
- dahl
- vegetarisk boller i karry
- linselasagne
- vegetarisk svampebourguignon
Børnevenlig mad til fryseren
Mad i fryseren er en kæmpe hjælp i børnefamilier. Børnevenlige favoritter som kødboller, pasta med sauce og milde gryderetter er nemme at tage op og servere - også på dage med sene afhentninger og trætte børn.
- frikadeller eller kødboller
- pasta med kødsovs
- boller i karry
Bagværk der kan fryses
Det er ikke kun aftensmad, der egner sig til fryseren. Bagværk er genialt at have på lager til både morgenmad, madpakker og hurtige måltider.
- sprøde morgenboller
- fladbrød
- naanbrød
- pølsehorn
- pizzasnegle
- fødselsdagsboller
- almindelig burgerboller eller brioche burgerboller
- hotdogbrød
- flutes
Når du fryser bagværk skal det gerne kun lige køle let af og så i fryseposer og fryses. På den måde holder det sig bedst svampet og lækkert. Når du skal opvarme brød, der har været frosset kan du komme lidt vand på brødet og derefter komme det i ovnen. På den måde damper vandet væk under opvarmningen, så brødet ikke tørrer ud.
Søde sager der kan fryses
Fryseren er ikke kun til aftensmad og brød - mange søde sager kan også sagtens fryses og er geniale at have på lager til gæster, hyggestunder eller når den søde tand melder sig. Mange kager og desserter bevarer både smag og konsistens rigtig godt efter optøning.
Særligt kager uden glasur, småkager og desserter i portioner egner sig godt til fryseren. Det gør det nemt at tage lidt op ad gangen, så intet går til spilde.
- Brownies
- Bananmuffins
- Cookies kan fryses i kugler inden bagning
- Lagkagebunde
- Kanelkage fryses uden topping
- Æblesnurrer
Når du fryser søde sager, er det en god idé at pakke dem lufttæt og gerne fryse dem i mindre portioner. De fleste kager kan holde sig 1-3 måneder i fryseren og er hurtigt klar efter optøning ved stuetemperatur.
Sådan fryser du maden korrekt
For det bedste resultat når du laver mad til frysere er der nogle simple tommelfingerregler:
- Lad maden køle helt af, før den fryses
- Frys i portionsstørrelser til jeres husholdning
- Brug tætsluttende beholdere eller frysepose
- Fryser du i fryseposer så gør gerne underholdet fladt. Så er det nemmere at få plads til mere i en lille fryser
- Mærk med dato og indhold
De fleste retter kan holde sig 2-3 måneder i fryseren uden problemer.
Optøning og opvarmning af mad fra fryseren
Når maden er korrekt frosset ned, er optøning og opvarmning heldigvis nemt. Hvordan du bedst gør det, afhænger af retten og mængden.
Den mest skånsomme måde at tø mad op på er i køleskabet. Her bevares både smag og konsistens bedst, og maden varmes jævnt op bagefter. Det er især en god løsning til større portioner, ovnretter og retter med kød. Tag maden ud af fryseren allerede aftenen før så den kan optø langsomt på køl.
Mange retter som supper, gryderetter og kødsovs kan også varmes direkte fra frost. Start ved lav varme og rør jævnligt, så maden varmes ensartet og ikke brænder på. Tilsæt eventuelt en smule væske, hvis retten virker tør efter frysning.
Ved opvarmning i ovn er det en fordel at lade retten tø delvist op først. Dæk gerne retten med folie, så den ikke tørrer ud, og fjern folien mod slutningen, hvis du ønsker en sprød overflade.
En vigtig tommelfingerregel er, at mad kun bør genopvarmes én gang. Tag derfor hellere maden op i portionsstørrelser, så du undgår spild og bevarer den bedste kvalitet.
Huskeliste til optøning og opvarmning
- Tø maden op i køleskabet, når det er muligt
- Mindre portioner kan ofte varmes direkte fra frost
- Varm maden langsomt op og rør undervejs
- Tilsæt evt. lidt vand, bouillon eller kokosmælk ved opvarmning
- Dæk ovnretter med folie under opvarmning
- Sørg for, at maden er gennemvarm før servering
- Genopvarm kun maden én gang
- Frys maden i portionsstørrelser for nemmere håndtering


Comments
No Comments